LIVET OM BORD
LIDT LØST OG FAST
Når du vælger at tage på togt med GEORG STAGE, vil du i det efterfølgende kunne få et indblik i, hvordan hverdagen på skibet er skruet sammen. Uddannelsen foregår om bord, og da GEORG STAGE er et skib, vil du opleve systemer og dagsrutiner, som du ikke finder på tilsvarende skoler i land. Et skib er en arbejdsplads, der aldrig sover, og GEORG STAGE er ingen undtagelse.
Ud over, at du modtager undervisning i undervisningstiden mellem 0930-1700, vil du også have undervisning, når du, og det skifte som du tilhører, har vagt om aftenen og natten. Eleverne er delt i 3 hold (skifter), og holdet følges ad til undervisning, vagttjeneste og landlov. Til holdet er der tilknyttet en kvartermester, som er et af de faste besætnings-medlemmer. Ofte er det en tidligere elev, der har været ude at sejle og fået tilstrækkelig erfaring til at være ansat om bord.
Dagligdagen kan groft sagt deles op i tre rutiner, der afhænger af om skibet sejler, ligger til ankers eller er i havn.
UNDER SEJLADS
Her går du søvagt 8 timer i døgnet (fx 0800-1200 og 2000-2400). På søvagten lærer du at styre, holde udkig, og i det hele taget at være en del af det team, der tager sig af skibets sikre sejlads. På vagten er desuden din kvartermester og en vagthavende styrmand, der er ansvarlig for sejladsen. Ud over din søvagt har du også teoretisk og praktisk undervisning. Klokken 2000 går frivagten til køjs, de skal op igen enten til midnat eller klokken 0400.
TIL ANKERS
Her er der ikke så mange på vagt. Der er en udkig og en radiovagt. Det giver mere tid til undervisning og lektielæsning (og socialt samvær).
UNDER LAND
Er der kun undervisning for vagten om bord, og det er som regel praktisk arbejde på dæk og i riggen. Øvrige elever har landlov fra ca. middag til klokken 2200. Hovedreglen er, at alle møder fra landlov samme aften.
Som du sikkert ser, er et ophold på GEORG STAGE skemalagt i mindste detalje, og det er vores erfaring, at det er nødvendigt, når 75 mennesker skal fungere på et lille område.
MÅLTIDERNE
Måltiderne har også sin faste rytme:
0700 - 0800 morgenmad.
1130 - 1200 frokost.
1700 - 1730 aftensmad.
Samt frugt kl. 1500 og lejlighedsvis kakao/kage om aftenen.
OPHOLD I KØBENHAVN
Sådan som togtet er bygget op, ligger skibet 1 måned i starten af togtet og 3 uger i slutningen af togtet på Marinestation København. Meningen med et skoleskibstogt er at give dig en fornemmelse for at være sømand. Derfor kan du ikke forlade skibet i nævnte perioder. Tiden bliver brugt til kurser af forskellig slags fx værkstedsskole og kursus i tegningslæsning.
HVOR SOVER DU?
GEORG STAGE har to opholdsrum eller banjer. På den ene banje sover, spiser og undervises 40 elever og tilsvarende på den anden banje, men her gælder det for 20 elever. Du sover i hængekøje og den pakkes væk om dagen. Piger og drenge sover ved siden af hinanden afhængig af, hvor du skal hænge din køje op. En hængekøje kan du lave selv:

Til fremstillingen af en hængekøje
skal der bruges:
- ca. 4,5 meter sejldug (60 cm bred), fx. Duradon,
- ca. 18 m tre-slået hampetov e.l. (fx Spleitex, Navyflex,
Spunflex)
10 mm i diameter.
- ca. 3 meter ditto. 12 - 14 mm diameter.
- to ringe, galvaniseret eller af rustfrit stål, ca. 80 mm i
diameter
- sejlgarn
Selve køjen syes ved at sætte to baner à 2 meter sammen med
dobbeltsøm, kanten lægges om på alle fire sider og ved
endesiderne skal kanten være både stærk og bred nok for hullerne
til stropperne. På GEORG STAGEs køjer er hullerne håndsyede, det
kræver lidt fingerfærdighed eller sejlmagerkendskab, men hjemme kan
man nok tillade sig at bruge pariserringe i stedet for.
Hullernes indvendige diameter er ca. 1½ cm. Så sætter man seks
dobbeltstroppe på de to jernringe, gør stropperne fast på køjen,
justerer længderne, sætter stjerter på ringene i hver ende, og så
skal man bare find to master eller æbletræer med en passende
indbyrdes afstand.
Det skal lige nævnes, at drenge og piger bader på forskellige tidspunkter.
TIL SIDST
Som nævnt er det en ny og spændende verden, der venter dig om bord. Kom om bord som elev med åbent sind og vær klar til at møde nye mennesker og få nye kammerater. Kammerater som du vil have mange år frem i tiden. Vær klar til at lære en masse nye fagudtryk og se en del af verden på den rigtige måde - på et sejlskib.
